mandag den 14. januar 2008

Flot stadion næsten uden skønhedsfejl

Så oprandt dagen endeligt - vi almindeligt dødelige fik det vindende stadionprojekt at se, og jeg må sige at det er et flot og omfangsrigt projekt, der er blevet præsenteret i dag. Det viser sig at Davidsen Partnere sammen med deres samarbejdspartnere har formået at inkludere alt hvad der var på ønskesedlen til det nye stadion - så vi kan bare glæde os! Deres forslag gik på et stadion med i alt 18.000 pladser til ligakampe, hvoraf de 6500 vil være ståpladser (til stor glæde for blandt andet undertegnede og mange andre esbjergensere).

De nye endetribuner fortsætter stilen fra den eksisterende østtribune mod Gl. Vardevej med en stor hængende tribune over et mindre afsnit med 7 rækker. Dette er helt som forventet, men jeg havde personligt frygtet at man ikke ville få lukket hjørnerne - men den frygt blev i allerhøjeste grad gjort til skamme, da jeg så forslaget i dag - fire lukkede, overdækkede hjørner, hvor tribunerne så at sige bygges rundt om de eksisterende lysmaster, der således bibeholdes i det nye stadion - de blev i øvrigt også udskiftet i forbindelse med byggeriet af Tage Sørensen tribunen, så der burde være et par år i dem endnu.

De 6500 ståpladser er i oplægget tænkt etableret foran den gamle vesttribune, hvor der i dag er ståpladser, og på de nedre afsnit af endetribunerne. De nuværende ståpladser foran vesttribunen bliver således revet op og erstattet af nye ståpladser - det er der forhåbentlig mange fra det faste klientel, der er ret så tilfredse med. De foreslåede ståpladser i enderne er derimod knapt så velvalgte (og her er et af forslagets få skønhedsfejl) - idet afsnittet får en meget aflang form, og dermed bliver uhensigtsmæssig for stående, syngende fans. Det er dog et problem, som ret nemt kan afhjælpes ved at udlægge det nedre afsnit som siddepladser og etablere et passende antal ståpladser på øvre afsnit - selvfølgelig med det relevante antal bølgebryder, osv.. - mon ikke alle parter i projektet er interesseret i at få dette på plads, så vi ikke bare kan få et flot, men et perfekt stadion.

Som nævnt bliver ståpladserne foran den "gamle" tribune bibeholdt - men der bibeholdes endnu en rest af denne tribune, idet man kapper taget af og lader selve tribunekonstruktionen stå (den får nok en lille ansigtsløftning/beklædning), og genbruger denne til siddepladser til hovedtribunen. bagved tribunen udvides den eksisterende loungebygning både i bredden og i højden, så der bliver en kontinuerlig lounge i hele banens længde, med et niveau ovenover med skyboxes. I en del af lounge området vil der være "dobbelt højt", dvs. at man fra gangarealet på skybox-niveauet har udsyn til dele af loungen - dette vil sandsynligvis åbne loungelokalet en del op, hvilket nok også bliver effekten af den glasvæg, der etableres mod banen.
Billedet ovenfor viser hvordan man forsøger at svinge stadionformen ud og fange den gamle loungebygning, så den bliver en integreret del af det nye design. Den opmærksomme iagttager vil påpege at den gamle lounge er firkantet i sin grundplan, mens knolden bag vesttribunen på skitsen har skrå sider - det er fordi der etableres nye opgange til lounge-området på siden af den eksisterende lounge/administrations-bygning. Nedenfor ses en visualisering inde fra lounge-området - og ja, vi vil ha' EfB-tæpper, Rajko i baren og sponsorer der ikke ser på spillet på bann.. Lad os nøjes med tæpperne, tak. I terrænniveau er området under loungebygningen tænkt udlagt til "stadion-logistik" (ølforsyning, osv. ) . samt forbedrede serviceforhold for gæster på vesttribunens nedre husmands-afsnit, altså toiletter og boder - i tørvejr!

På situationsplanen ser man også at området hvor billethuset i dag ligger skal renoveres - der etableres en forplads "den blå plads" og en ankomstbygning i enden af nordtribunen ´som vist på nedenstående visualisering (bemærk i øvrigt den skæve top på lysmasten - sådan ser de vist ikke ud i virkeligheden...). Jeg kan godt lide bygningens skæve linier, der får samlet området mellem stadionhal og stadion godt (se situationsplanen).

Som det ses bliver ankomstbygningen i 3 etager, hvor den primære feature bliver dencentrale ankomsthal, hvor der bliver åbent "3 højt" (området bag EfB logoet på visualiseringen). Denne ankomsthal optager måske 20 procent af denne bygning, der derudover rummer en række andre faciliteter - det resterende areal udnyttes ca. 50/50 til hhv. administration/omklædning/teknik og tilskuer-servicefunktioner.
Vi tager det fra en ende af, som man vil opleve det som tilskuer: Du kommer ind i ankomsthallen (efter man har købt billet ved de nye billetfaciliteter) og kan nu ælge at tøffe videre ind på stadion - med mindre du da lige skal et smut ind i EfB shoppen med tilhørende museum, der optager den offentlige del af stueetagen. Du er tørstig, og kammeraterne er ikke kommet endnu, så du vælger i stedet at gå op ad en trappe for at komme op i den nye sportscafe/fanlounge, der breder sig over to etager. Her holder fanklubben til og er ved at forberede dagens tifo, så mon ikke du får stukket en flyer i hånden inden du med øl og flyer i hånden sætter dig ned ved et af de borde, der har udsigt over hele det åbne ankomstområde (Jeg glæder mig!!). Mens du sidder og venter på kammeraterne undrer du dig over hvad resten af bygningen bliver brugt til, for den virkede da større udefra...
Resten af bygningen bliver brugt til en masse ting - Søren Rieks har i løbet af hans forberedelser til kampen været rundt i det meste af det. Da han ankom smuttede han forbi emily i administrationen på 1. sal, for han skulle lige have en snak med Niels Erik oppe på 2. sal angående den der kontraktforlængelse han havde tænkt sig at skrive under på. Så smuttede han forbi stueetagen, hvor de praktiske forberedelser var i gang, og dommeren allerede var i sit omklædningsrum, ned i kælderetagen, hvor han gang på gang blev overrasket over hvor stort det nye omklædningsrum var...
Altså for at træde ud af historieuniverset, ankomstbygningen indeholder ifølge oplægget de følgende faciliteter på følgende niveauer:
Kælder: Omklædningsrum, taktikrum, tekniske faciliteter og direkte adgang til banen (spillertunnelen etableres i det nordvestlige hjørne)
Stue: EfB shop/museum, administration
1. sal: Fancafe/fanlounge, administration
2. sal: Serveringsområde fanlounge, administration
Alt i alt en spændende bygning med en masse faciliteter tæt samlet.
Hvad kan jeg mere fortælle - oh jo, kapaciteten i byggeperioden kan komme helt ned på 6000 tilskuere, så mon ikke man skulle få sig et sæsonkort ASAP.... Jeg tror nu at den lave kapacitet ikke bliver i en særlig lang periode, da det bør være muligt at etablere midlertidige ståpladser på afsnit der er delvist færdigbyggede.
Endnu en lille ting - toiletbygningerne bliver placeret nogenlunde som på den nye tribune, men der etableres toiletter i 2 plan. Dvs der hvor man mod Gl. Vardevej har etableret de små lounges vil der i stedet være toiletter, der vil være forbundet med en gangbro til adgangsvejene til tribunen.
Og så lige en sidste ting - jeg fik også lejlighed til at kigge på MT Højgårds bud, og selvom det var dyrere, så må jeg sige at det ikke sammenlagt var bedre end det valgte, og dommerkomiteen har således truffet en nem og rigtig afgørelse (i min sølle optik).
Spørgsmål modtages med glæde.




fredag den 11. januar 2008

Spændingen stiger, og nye vinde i EfB

Så kom der navn på vores nye direktør - Michael Zøhner, der har et spændende CV og en lokal profil - en erhvervsmand, der har alle de professionelle værktøjer til at skabe et stærkt økonomisk fundament for EfB elite og samtidig en mand der har tilknytning og passion for byens fodboldhold.

Men det er ikke det, der optager mig i øjeblikket - ej heller canadiere til prøvetræning eller unge nigerianere, der er tilknyttet klubben - nej det er stadionbyggeriet, hvor det i dag er dagen før dagen før dagen før dagen... Beslutningen er truffet, og forskellige kilder fra rådhuset har tilkendegivet deres tilfredshed med det valgte projekt (det skal de jo:-)), og vi andre får snart svar på alle vores spørgsmål: Bliver der ordentlige overdækkede ståpladser, bliver der loungefaciliteter til den almindelige tilskuer (fancafe osv), hvor mange af EfB's ønsker bliver opfyldt, har EfB fået samlet pengene, osv, osv... En ting er dog meldt ud - den vindende entreprenør kan ikke overholde fristen på forår 2009, men lover byggeriet færdig til sommeren 2009 (1½ år for 3/4 stadion er nu også fint) - lad os håbe at tribunefaciliteterne er færdig efter et år, og at det er "udenomsfaciliteter" der skal færdiggøres det sidste halve år.

Jeg vil forsøge at komme med en vurdering af vinderforslaget og se om ikke jeg kan krydre med lidt billeder, animationer, osv jeg nu kan fremskaffe på mandag. Et lille kig på det tabende forslag kunne også være sjovt, bare for at lave min egen lille private vurdering.

Meld i øvrigt ind her på siden, hvis I har emner I gerne vil have belyst, så vil jeg undersøge sagerne på mandagens pressemøde.

God Weekend

PS: og så fik vi lige en mellemfornøjet demba hjem til det kolde nord....

PPS - Og RATM kommer ikke til Roskilde, PIS!!!